Hvad er HRA (High-Resolution Audio)

De fleste digitale lydsystemer koder analog information – den lyd, vi hører – til digitale data til lagring og transmission med et system, der kaldes Pulse Code Modulation. Kvaliteten af en digital optagelse bestemmes af to faktorer: bitdybde og samplingfrekvens. Bitdybde bestemmer antallet af "trin", som er tilgængelige til at beskrive lyden: Jo flere bit der bruges, desto bredere bliver dynamikområdet – forskellen mellem den højeste og svageste lyd, som kan optages.

Og jo højere samplingfrekvensen er – det antal gange, der tages et "øjebliksbillede" af lyden hvert sekund – desto mere nøjagtigt kan musikken analyseres og omdannes til digitale data. Samplingfrekvensen bestemmer lydens frekvensområde – fra laveste til højeste tone – der kan lagres.

Så jo større bitdybden er, og desto højere samplingfrekvensen er, desto mere information kan der lagres.

CD'er anvender kodning i 16-bit/44,1 kHz. Det var det bedst mulige, dengang CD'en blev introduceret i starten af 1980'erne, men meget har ændret sig siden da, og nu kan vi optage og distribuere musik med bedre bitdybde og højere samplingfrekvens. Disse formater har været brugt i studier og til mastering i mange år – nu er de tilgængelige for os alle derhjemme.

HRA (High-Resolution Audio) er ethvert format over CD-standarden 16-bit/44,1 kHz, og HRA-optagelser anvender normalt 24-bit kodning, der giver et langt bredere dynamikområde end CD, og samplingfrekvenser på helt op til 192 kHz, som i øjeblikket er det mest avancerede inden for kommercielle HRA-optagelser. Det hele handler om at bringe dig tættere på studiekvaliteten.

HRA-formater

Der er en række forskellige HRA-formater, så det er vigtigt, at HRA-udstyr understøtter så mange af dem som muligt. Technics' produkter er kompatible med alle populære HRA-formater – og nogle, der endnu ikke er så udbredte. Det sikrer, at HRA-gengivelse foregår enkelt og praktisk, og fortsætter med at være det i takt med markedets udvikling.

Musik i CD-kvalitet fås også i forskellige formater. Her følger en gennemgang af nogle af de mest gængse formater, der anvendes til både tabsfri musik i CD-kvalitet og HRA.

FLAC: Studio master-lydkvalitet (24-bit) og CD-kvalitet (16-bit)

De fleste musikfiler (både HRA og CD-kvalitet), der er tilgængelige online, kommer i formatet FLAC, der står for Free Lossless Audio Codec. Formatet er gratis (free), men ikke musikken!
FLAC 24-bit filer er som regel tilgængelige i 96 kHz og 192 kHz versioner, men nogle få album findes i 24-bit/44,1 kHz eller 24-bit/48 kHz. 24-bit/192 kHz er de bedste, almindeligt tilgængelige filer og er identiske med studio masters.
Modsat MP3, som fjerner noget af indholdet for at reducere filstørrelsen, er FLAC et tabsfrit format og fungerer ligesom en zip-fil på en computer. Den bliver ukomprimeret "på farten", mens du spiller musikken, og leverer nøjagtigt de samme data, som var der, før filen blev komprimeret.
Apple har sit eget tabsfri format: Apple Lossless (ALAC) fungerer ligesom FLAC, men er kompatibelt med iTunes. Nogle virksomheder, der tilbyder downloads af Studio Master, tilbyder dem i både FLAC og ALAC.
En yderligere fordel ved FLAC og ALAC er, at de bevarer information om musikken i form af metadata med generelle parametre som kunstner, albumtitel, sangtitel/nummer, musikgenre, komponist, katalognummer osv.
Denne information kodes til Studio Master eller andre HRA-filer, som du løber online, eller de kan føjes til CD'er, du ripper: Ripping-softwaren benytter en internetdatabase til at identificere den disc, du gemmer, og udfylder al informationen. Du kan også redigere disse data eller indlæse dem manuelt.

WAV/AIFF: Ukomprimeret lagring

Du kan også rippe CD'er som helt ukomprimerede filer – som en nøjagtig kopi af discens data. Windows-computere gemmer disse som WAV-filer (Waveform Audio File Format) og Mac-computere som AIFF (Audio Interchange File Format), men de to kan bruges indbyrdes, og Technics' systemer kan selvfølgelig afspille dem begge.
Bagsiden ved WAV-filer er, at de ikke lagrer nummerinformation som standard – det er én grund til, at FLAC er langt mere praktisk. Den anden er, at FLAC-filer er meget mindre end WAV-filer.
Nogle Studio Master labels tilbyder musik i både WAV eller FLAC.

DSD

DSD (Direct Stream Digital), der bruges som grundlag for Super Audio CD-formatet, er et format, som anvender en noget anderledes kodningsmetode: I stedet for store bitdybder anvender formatet single-bit teknologi, men med en meget højre samplingfrekvens, og det sikrer særdeles høj lydkvalitet ved optagelse, lagring og gengivelse.
Da det oprindeligt blev udviklet, anvendte DSD en samplingfrekvens på 2,822 MHz, og dette format kendes som DSD64 (64 gange højere sampling end CD), men for nylig er der blevet udviklet endnu højere samplingfrekvenser, både DSD128 og DSD256. Der findes også et DSD512-format, som nu bruges i nogle optagestudier. Technics' udstyr kan både spille både DSD64 og DSD128, der nu er ved at blive bredt tilgængelige til køb af musik online. DSD64- og DSD128-filer fra en computer, der er forbundet til systemet via en asynkron USB-port, kan spilles med en softwareafspiller på computeren eller via DLNA.